Mærsk- arving sælger villa for 15 millioner
24. november 2011. Mærsks barnebarn har sat villaen i Hellerup til salg dobbelt så dyrt som den gennemsnitlige kvadratmeterpris
Mærsks barnebarn har sat villaen i Hellerup til salg til den dobbelte kvadratmeterpris som gennemsnittet i Gentofte lige nu.
Marie Mærsk Mc-Kinney Valstorp, der er barnebarn af Danmarks rigeste mand har nu sat sin villa til salg.
Villaen ligger i Hellerup midt i mellem Strandvejen og Øresund og er en klassisk palævilla med sortglasseret tegltag og hvide sprossede vinduer.
Ejendommen har et boligareal på 215 kvadratmeter og ligger på en 649 kvadratmeter stor grund.
Boligen indeholder blandt andet hall, stor stue med trin til pejsestue, stort køkken/alrum med udgang til overdækket solterrasse, forældresoveværelse med udgang til altan og badeværelse med gulve i travertin.
Marie Mærsk Mc-Kinney Valstorp, der ejer villaen sammen med sin mand håber ifølge salgsopstillingen at kunne sælge luksusvillaen for 15 millioner kroner. En pris, der er dobbelt så høj sammenlignet med gennemsnitsprisen pr. kvadratmeter i området blandt boliger til salg lige nu.
Boligen ligger i Gentofte kommune, hvor den gennemsnitlige udbuds-kvadratmeterpris ifølge Bolig.dk er 33.246 kroner – et tal der i øvrigt hører til et af landets højeste kvadratmeterpriser. Mærsk-arvingen forlanger over det dobbelte. Nemlig 69.767 kroner pr. kvadratmeter.
Men skulle Mærsks barnebarn og husbonden ikke få den ønskede pris for boligen, så kommer ægteparret næppe i økonomiske vanskeligheder.
Marie Mærsk Mc-Kinney Valstorp er en af de ni børnebørn, der kan se frem til at arve en pen sum penge. Alt afhængig af aktiekurserne anslåes det, at hvert barnebarn arver en milliard hver.